I dag har Datatilsynet og Rejsekort & Rejseplanen A/S afholdt et møde om appen, hvor Rejsekort overordnet har fortalt om appens funktionalitet m.v., og hvor Datatilsynet har peget på nogle forhold, som tilsynet har opfordret Rejsekort til at overveje på et tidligt tidspunkt, inden der bliver lukket op for flere brugere af appen.
Datatilsynet har – som sådan – ikke indledt en undersøgelse af Rejsekort-appen, og tilsynet har derfor heller ikke truffet en afgørelse eller på anden måde konkluderet noget i forhold til, om appen lever op til reglerne i GDPR.
Datatilsynet har peget på nogle overordnede it-tekniske og databeskyttelsesretlige forhold, som med fordel kan overvejes, inden appen bliver åbnet for et større antal brugere, herunder spørgsmål om databeskyttelse i design, behandlingsgrundlag, dataminimering og hvordan man forklarer de juridiske forhold på en forståelig og korrekt måde til brugerne.