Ledige stillinger

Vi søger erfarne jurister med god teknologiforståelse

Dato: 15-04-2024

Netop nu er der mulighed for at gå i dybden med vejledning i krydsfeltet mellem jura og teknologi. Datatilsynet søger jurister, der skal arbejde med kunstig intelligens, digitalisering og innovation.

Datatilsynet har slået to nyoprettede stillinger op, som har fokus på mødet mellem jura og ny teknologi. Vores nye kollegaer skal hjælpe virksomheder, myndigheder og organisationer med, at den teknologiske udvikling kan ske inden for ansvarlige rammer:

"Nogle ser sådan på det, at databeskyttelsesreglerne står i modsætning til innovation og udvikling. Vi mener lige omvendt, at ansvarlig brug af data er en forudsætning for, at digitaliseringen sker på en hensigtsmæssig måde," siger Makar Holst-Andersen, som er chef for enheden Teknologi og Innovation i Datatilsynet.

Konkret bliver en af opgaverne at beskæftige sig med den nye regulatoriske sandkasse for kunstig intelligens, hvor virksomheder og myndigheder, der står med et konkret AI-projekt, kan få gratis adgang til relevant ekspertise og vejledning i GDPR. Denne vejledning bliver en af opgaverne for de nye jurister, som Datatilsynet søger nu.

"Det er stillinger, hvor det handler om at være på forkant. Det bliver både svært og udbytterigt - og vi er sammen om opgaverne i en lille flok af dygtige, engagerede og sjove kollegaer," siger Makar Holst-Andersen.

Læs mere om stillingerne og søg dem her