Datatilsynet modtog en klage fra en borger over, at fitnesscentret Sporting Health Club (SHC) havde indført ansigtsgenkendelse i forbindelse med SHC’s fitnesscentre. Borgeren påpegede bl.a., at der ikke var tilstrækkelige og tilsvarende alternativer til ansigtsgenkendelse.
Det fremgik af sagen, at brugere af fitnesscentret, som ikke ønsker at samtykke til ansigtsgenkendelse, kan blive lukket ind af receptionen i den bemandede åbningstid. Udenfor bemandet åbningstid kan brugerne kontakte døgnsupporten, der enten kan fjernåbne døren eller generere en kode til døren.
Datatilsynet har i en tidligere sag om FysioDanmark Hillerød vurderet, at brugen af ansigtsgenkendelse som adgangsmulighed til fitnesscentre ikke i sig selv strider mod de grundlæggende principper i databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder kravene til proportionalitet.
Nærværende sag rejste derfor primært spørgsmål om kravene til et samtykke, herunder om de mulige alternativer i den konkrete sag kunne anses for at udgøre et reelt alternativ.
Datatilsynet fandt – efter at sagen har været behandlet på et møde i Datarådet – at SHC kan indhente et gyldigt samtykke, der kan udgøre en undtagelse til forbuddet mod behandling af særlige kategorier af oplysninger, såfremt SHC sikrer sig, at samtykket er informeret og korrekt indhentet.
Datatilsynet udtaler kritik
Datatilsynet fandt imidlertid grundlag for at udtale kritik af det samtykke, som fitnesscentret konkret havde forsøgt at indhente fra klager, da klager var blevet oplyst om, at der ikke var alternativer til ansigtsgenkendelse.
Vil du vide mere?
Læs hele afgørelsen her.
Læs den tidligere sag om FysioDanmark Hillerød her.
Læs også Datatilsynets vejledning om samtykke her.