Ny temaside om samtykke skal hjælpe borgere med at kende deres rettigheder

Dato: 21-02-2024

Må de overhovedet have mine oplysninger, når jeg ikke har givet samtykke? Kan de ikke bare slette alt, de har på mig? Det er nogle af de spørgsmål, som Datatilsynet ofte modtager fra borgere.

Det er ikke altid nødvendigt for virksomheden eller myndigheden at indhente dit samtykke, før de må håndtere dine personoplysninger. Det skyldes, at samtykke kun er ét blandt flere lovlige hjemler, når det kommer til håndteringen af dine personoplysninger.

På Datatilsynets nye temaside kan du fra i dag blive klogere på dine rettigheder og få hjælp til, hvordan du får indblik i, hvorfor en offentlig myndighed eller privat virksomhed håndterer dine oplysninger. På siden finder du også en ordforklaring med de oftest anvendte ord inden for databeskyttelse, der kan være nyttige at kende, når man er i kontakt med en myndighed eller virksomhed. Derudover indeholder temasiden en liste med ofte stillede spørgsmål vedr. bl.a. samtykke, sletning og ændring af oplysninger.

Gå til temaside om samtykke her