Datatilsynet undersøger behandlingssikkerhed hos 48 kommuner

Dato: 16-05-2024

Datatilsynet har iværksat skriftlige tilsyn hos 48 kommuner. Målet er at få indblik i og understøtte arbejdet med grundlæggende behandlingssikkerhed hos kommunerne, og indsatsen ligger i forlængelse af lignende tilsyn de seneste tre år.

Datatilsynet undersøger nu 48 kommuner med særligt fokus på modenhed i forhold til grundlæggende behandlingssikkerhed, ligesom tilsynet har gjort de foregående år.

"Denne type tilsyn er et velafprøvet koncept, som vi har arbejdet med i nogle år. Det giver et overblik over, hvor kommunerne konkret bør sætte ind her og nu for at leve op til reglerne. Og samtidig får vi i Datatilsynet mere indblik i, hvor der er brug for at styrke både vores tilsynsindsats og vores vejledning, så vi bedst hjælper kommunerne i deres løbende arbejde med at passe på borgernes oplysninger," siger Ditte Yde Amsnæs, kontorchef i Datatilsynet, og fortsætter:

"Når vi fastholder fokus på behandlingssikkerheden hos netop kommunerne, skyldes det, at de behandler mange følsomme oplysninger om borgerne. Og som borger kan man ikke fravælge denne behandling, hvilket gør det særligt vigtigt, at man kan være tryg ved, at der bliver passet godt på ens oplysninger."

Tilsynene gennemføres skriftligt og omfatter 77 spørgsmål fordelt på 15 forskellige emner inden for behandlingssikkerhedsområdet, og kommunerne har seks uger til at besvare dem. På baggrund af svarene vil Datatilsynet kunne bede om at få udleveret dokumentation, stille yderligere spørgsmål, iværksætte stikprøvekontrol og varsle opfølgende tilsynsbesøg.

Når tilsynene er afsluttet, vil Datatilsynet udarbejde individuelle rapporter med anbefalinger til de enkelte kommuner, som kan bruges i deres videre arbejde med grundlæggende behandlingssikkerhed.

Tilsynene gennemføres som led i Datatilsynets strategi om en mere data- og risikobaseret tilgang til vejledning og kontrol.

Tilsyn med kommunernes grundlæggende behandlingssikkerhed er en af Datatilsynets særlige fokusområder i 2024.

Vil du vide mere?

Hent spørgsmålene i Excel-format (svarmulighederne er 1: Ja, 2: Delvist - mere end 2/3 gennemført, 3: Delvist - mere end 1/3 gennemført, 4: Delvist - mindre end 1/3 gennemført, 5: Nej - men det planlægges).

Se resultaterne af lignende tilsyn i 2022

 

Disse kommuner indgår i tilsynet

  • Aabenraa Kommune
  • Aalborg Kommune
  • Aarhus Kommune
  • Allerød Kommune
  • Ballerup Kommune
  • Billund Kommune
  • Egedal Kommune
  • Esbjerg Kommune
  • Favrskov Kommune
  • Faxe Kommune
  • Frederikshavn Kommune
  • Furesø Kommune
  • Gentofte Kommune
  • Gladsaxe Kommune
  • Glostrup Kommune
  • Greve Kommune
  • Gribskov Kommune
  • Guldborgsund Kommune
  • Hedensted Kommune
  • Helsingør Kommune
  • Hillerød Kommune
  • Hjørring Kommune
  • Holbæk Kommune
  • Hvidovre Kommune
  • Hørsholm Kommune
  • Ishøj Kommune
  • Jammerbugt Kommune
  • Kalundborg Kommune
  • Københavns Kommune
  • Langeland Kommune
  • Lolland Kommune
  • Mariagerfjord Kommune
  • Norddjurs Kommune
  • Næstved Kommune
  • Odder Kommune
  • Odense Kommune
  • Randers Kommune
  • Ringkøbing-Skjern Kommune
  • Ringsted Kommune
  • Roskilde Kommune
  • Rudersdal Kommune
  • Skanderborg Kommune
  • Solrød Kommune
  • Sorø Kommune
  • Syddjurs Kommune
  • Sønderborg Kommune
  • Tårnby Kommune
  • Varde Kommune