Ny regulatorisk sandkasse for AI

Dato: 05-03-2024

Som led i regeringens digitaliseringsstrategi etablerer Datatilsynet, i samarbejde med Digitaliseringsstyrelsen, en regulatorisk sandkasse for AI, hvor virksomheder og myndigheder kan få adgang til relevant ekspertise og vejledning i GDPR, når de udvikler eller anvender AI-løsninger.

Det kan være vanskeligt for virksomheder og myndigheder at navigere i, hvad der er muligt og tilladt inden for de regulatoriske rammer, og hvor grænserne går, når det kommer til udvikling og anvendelse af AI-løsninger.

Derfor har Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen etableret en regulatorisk sandkasse for AI, hvor virksomheder og myndigheder kan få gratis adgang til relevant ekspertise og vejledning om de gældende juridiske rammer, i første omgang med fokus på GDPR.

"Udviklingen inden for AI går stærkt. Derfor kan det være til gavn for alle, hvis virksomheder, organisationer og tilsynsmyndigheder går sammen om at finde en hurtig, lovlig og praktisk vej fra idé til drift af nye løsninger. Ud over at hjælpe virksomheder og myndigheder på vej i de konkrete projekter bliver vi selv klogere undervejs og vil selvfølgelig dele viden og erfaringer med andre interesserede," siger Datatilsynets direktør Cristina Angela Gulisano.

Et sandkasseforløb giver bl.a.:

  • Gratis adgang til relevant ekspertise og vejledning
  • Øget tillid til det færdige projekt, produkt eller tjeneste
  • Bedre forståelse af de regulatoriske krav, vores forventninger og reglernes indvirkning på forretningen
  • Styrket opfattelse af virksomheden eller myndigheden som ansvarlig og proaktiv i tilgangen til etisk og ansvarlig brug af AI
  • Mulighed for at informere om og bidrage til fremtidige vejledningsindsatser fra Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen

Sandkassen har til hensigt at understøtte innovation og brugen af gode AI-løsninger gennem projekt- og praksisnær vejledning om konkrete regulatoriske krav og dermed bidrage til at sikre en ansvarlig og lovlig anvendelse af AI-løsninger.

Formålet med den regulatoriske sandkasse er også at bidrage til at nedbringe tiden fra udvikling til drift og sikre, at færre projekter strander eller helt afsluttes på grund af usikkerhed om de regulatoriske rammer.

Hvordan er det at være med i et sandkasseforløb?

Alle typer af virksomheder, myndigheder og andre organisationer har mulighed for at ansøge om at deltage i sandkassen.

Længden af et sandkasseforløb er fleksibel og vil afhænge af det konkrete projekts omfang og kompleksitet. Vi forventer, at et typisk projektforløb vil være mellem 3 og 6 måneder. For hvert sandkasseforløb udarbejdes en individuel projektplan, der beskriver, hvad det enkelte sandkasseforløb vil bestå af.

Nogle måneder kan være intense med flere møder eller workshops. Det er vigtigt, at alle projektdeltagere kan afsætte tid til at deltage i møderne og til at drive arbejdet fremad mellem møderne. I den sidste del af forløbet vil der i samarbejde med den deltagende organisation blive udarbejdet en rapport baseret på de erfaringer, sandkasseforløbet har resulteret i, så andre kan drage nytte af dem.

Vil du vide mere?

Fristen for ansøgning til et sandkasseforløb i 2024 er den 21. maj 2024.

Læs mere om den regulatoriske sandkasse.

Ansøg om at deltage i sandkassen: Download ansøgningsskemaet her (wordfil)

Hvad er en regulatorisk sandkasse?

En regulatorisk sandkasse er et kontrolleret miljø, hvor virksomheder, myndigheder og organisationer kan sparre med relevante myndigheder om potentielle konkrete problemstillinger vedrørende de regulatoriske rammer. 

Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsens sandkasse giver virksomheder, myndigheder og organisationer adgang til relevant ekspertise og vejledning i GDPR, når de udvikler eller anvender AI-løsninger.