Undersøgelse af Alles Lægehus

Dato: 23-01-2025

Datatilsynet har modtaget en række henvendelser og klager i anledning af det brud på persondatasikkerheden, som er sket ved alles Lægehus og som er blevet beskrevet i flere medier. Alles Lægehus har anmeldt hændelsen som et brud på persondatasikkerheden til Datatilsynet.

Datatilsynet er i øjeblikket i gang med at behandle bruddet og tilsynet vil i den forbindelse vurdere, om Alles Lægehus’ håndtering af bruddet er sket i overensstemmelse med de databeskyttelsesretlige regler – herunder særligt kravene til at etablere passende sikkerhedsforanstaltninger, og om Alles Lægehus har foretaget korrekt og rettidig anmeldelse og underretning til henholdsvis Datatilsynet og de berørte registrerede.

Er du omfattet af bruddet, og har du spørgsmål hertil, anbefaler Datatilsynet, at du i første omgang kontakter Alles Lægehus for at få svar på dine spørgsmål.

Hvis du er omfattet af bruddet og i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, anbefaler Datatilsynet at du orienterer dig på Sikkerdigital.dk, hvor du kan få gode råd om informationssikkerhed. Du kan ligeledes kontakte Digitaliseringsstyrelsens Cyberhotline for digital sikkerhed på telefonnummer 33 37 00 37.

Datatilsynet henviser i øvrigt til Alles Lægehus hjemmeside, hvor du kan læse mere om bruddet: Vigtig information om it-sikkerhedshændelse (alleslaegehus.dk. Her kan du også finde kontaktoplysningerne til Alles Lægehus.

Når Datatilsynets undersøgelse er afsluttet, vil tilsynet orientere herom.