Nye udtalelser

Datatilsynet har vurderet hjemlen til AI-løsning på SU-området

Dato: 05-11-2025

Datatilsynet har efter anmodning fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vurderet, om styrelsen har hjemmel til udvikling og drift af en AI-løsning, der skal fungere som støtte i vurderingen af ansøgninger om handicaptillæg.

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen ønsker at udvikle og idriftsætte en AI-løsning, der bliver trænet på styrelsens indkomne og afgjorte handicaptillægsansøgninger samt den tilhørende dokumentation. AI-løsningen skal fungere som støtte i vurderingen af, om en ansøgning om handicaptillæg er vedlagt tilstrækkelig dokumentation.

Datatilsynet vurderer, at den behandling af personoplysninger, der finder sted ved udviklingen og driften af en AI-løsning, som udgangspunkt kan ske på baggrund af databeskyttelsesforordningens bestemmelse om myndighedsudøvelse (artikel 6, stk. 1, litra e) og forordningens bestemmelse om behandling, der er nødvendig af hensyn til væsentlige samfundsinteresser (artikel 9, stk. 2, litra g). Begge bestemmelser forudsætter dog et såkaldt supplerende nationalt retsgrundlag.

Udviklingen af løsningen

Behandling af personoplysninger til udvikling af løsningen kan efter Datatilsynets vurdering ske med henvisning til eksisterende bestemmelser i SU-loven og SU-bekendtgørelsen, der forpligter Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til at træffe afgørelse om tillægsstipendium ved varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.

I forhold til oplysningspligten overfor de borgere, hvis historiske sager indgår i træningsdatasættet, har Uddannelses- og Forskningsstyrelsen bl.a. peget på:

  • at der er tale om et større antal borgere (ca. 3.000),
  • at det vil være ressourcekrævende at informere borgerne individuelt,
  • at behandlingen af personoplysningerne er begrænset,
  • at formålet med behandlingen er at forbedre sagsbehandlingstiden, og
  • at behandlingen – ifølge styrelsen – ikke vurderes at have direkte konsekvenser for borgerne.

Datatilsynet konstaterer dog, at disse forhold ikke ændrer på, at oplysningspligten fortsat skal opfyldes hos de registrerede.

Driften af løsningen

Behandling af personoplysninger som led i driften af løsningen kan efter Datatilsynets vurdering ske med henvisning til eksisterende bestemmelser i SU-loven, SU-bekendtgørelsen og AI-SU-bekendtgørelsen.

Datatilsynet har navnlig lagt vægt på, at AI-SU-bekendtgørelsen tydeligt fastsætter, at behandling af personoplysninger kan finde sted i forbindelse med ansøgninger eller anden behandling af oplysninger vedrørende SU, når det er nødvendigt for at understøtte styrelsens sagsbehandling.

AI-SU-bekendtgørelsen indeholder ligeledes konkrete bestemmelser om bl.a. formålet med behandlingen, typen af personoplysninger, der behandles, og hvilke informationskilder der kan anvendes.

Vil du vide mere?

Læs udtalelsen vedrørende udviklingen af løsningen her.

Læs udtalelsen vedrørende driften af løsningen her.