SMV’er presses af falske påstande om Datatilsynet

Dato: 06-11-2025

Flere virksomheder har oplevet at blive kontaktet af aktører, der påstår, at køb af it-løsninger eller GDPR-kurser er nødvendigt for at undgå bøder. Datatilsynet stiller dog ikke krav om køb af særlige produkter.

Datatilsynet har modtaget flere henvendelser fra små og mellemstore virksomheder (SMV’er), som har oplevet, at de blev kontaktet af bl.a. kursus-udbydere, som forsøger at sælge it-løsninger eller kurser med den begrundelse, at køb er nødvendigt for at undgå bøder.

- Flere SMV’er har været i tvivl om, om det er rigtigt, at de skal købe disse løsninger eller kurser for at undgå en sag ved Datatilsynet. Det kan vi helt klart afvise, siger kontorchef i Datatilsynet, Morten Gjermundbo, og fortsætter:

- Datatilsynet kræver ikke, at man køber bestemte it-løsninger eller gennemfører specielle kurser. Og Datatilsynet samarbejder ikke med private virksomheder om salg af it-produkter eller kurser.

Der findes mange it-løsninger og gode GDPR-kurser – fra både private og offentlige udbydere – som man kan benytte. Men man bør ikke lade sig presse til at købe noget af frygt for, at Datatilsynet ellers kommer efter en. Et kursus eller en særlig it-løsning er ikke nødvendig for at overholde reglerne. Men det er heller ikke en garanti for, at man automatisk overholder reglerne.

SMV’er – eller andre – som er i tvivl om reglerne eller deres forpligtelser efter databeskyttelsesreglerne, opfordres til at kontakte Datatilsynet – enten via hjemmesiden, hvor der er meget god vejledning – eller via tilsynets telefonrådgivning.