Flere og flere bruger AI-værktøjer i hverdagen. Det oplever vi også hos Datatilsynet, hvor vi har set en betydelig stigning i antallet af henvendelser – og særligt klager. Mange af disse henvendelser fra borgere og virksomheder ser ud til at være genereret enten helt eller delvist ved hjælp af et AI-værktøj.
Datatilsynet anerkender, at det for nogen kan være en hjælp at lade et AI-værktøj udarbejde en klage. Det kan være en støtte til at få formuleret en klage, som man ellers måske ville opgive, fordi det virker uoverskueligt. Samtidig er det dog vigtigt at være opmærksom på, at brugen af AI-værktøjer også kan give udfordringer.
Risiko for at dele personoplysninger
Brugen af AI-værktøjer indebærer en risiko for, at egne og andres personoplysninger kan blive delt utilsigtet. Det skyldes AI-værktøjernes indretning og funktion. Ofte fungerer AI-værktøjerne sådan, at brugerens oplysninger behandles til at levere en tjeneste til brugeren, men også benyttes til udbyderens egne formål – eksempelvis til at videreudvikle AI-værktøjet.
Uden at det er hensigten, kan man derfor komme til at dele helbredsoplysninger, CPR-nummer, oplysninger om sine børn og øvrige personoplysninger med udbyderen af AI-værktøjet. Dette kan f.eks. ske, når man laver en prompt – altså stiller et spørgsmål til AI-værktøjet. Herefter kan oplysningerne bliver en del af AI-værktøjets datasæt og i nogle tilfælde indgå i svar til andre brugere.
I mange tilfælde vil det være praktisk umuligt eller meget besværligt at få kontrol over, hvordan ens oplysninger efterfølgende bliver brugt.
AI-værktøjer kan fordreje klager
Datatilsynet oplever også, at AI-genererede klager ofte har en tendens til at fordreje klagens indhold. Derfor er det ikke nødvendigvis en fordel, at klagen er udarbejdet af et AI-værktøj.
Det skyldes, at værktøjerne kan lave fejl og unødigt komplicere både sagens fakta og den tilhørende jura. Værktøjerne er nemlig kun så korrekte, som de informationer, de har adgang til. Der kan derfor være områder, hvor værktøjets datagrundlag ikke er opdateret eller fyldestgørende. Resultatet kan være et svar, der ser overbevisende og korrekt ud – men som ikke er det.
Hvis man er i tvivl om reglerne og/eller sine rettigheder, er man derfor ofte bedre hjulpet ved at kontakte Datatilsynet selv - f.eks. gennem vores telefonrådgivning.
Datatilsynet kan også konstatere, at nogle klagere anvender AI-værktøjer til at forudsige udfaldet af deres sag. Dette kan give klagerne en forudindtaget holdning til, hvordan deres sager vil blive vurderet, før de reelt er blevet behandlet. Når Datatilsynets sagsbehandling er færdig, og tilsynet efterfølgende sender et svar til klagerne, henviser nogle klagere til AI-værktøjets ”vurdering” og indleder diskussioner med tilsynet på den baggrund om udfaldet af deres sag.
Det er vigtigt at understrege, at AI-værktøjer ikke kan forudsige Datatilsynets afgørelser. De svar, værktøjerne leverer, bygger alene på mønstre i tilgængelige data og vil ofte være ufuldstændige eller direkte misvisende. Datatilsynets afgørelser beror altid på en konkret og faglig vurdering af det enkelte forhold.
Datatilsynets anbefalinger
Datatilsynet anbefaler altid, at du formulerer din klage med egne ord og beskriver, hvad du ønsker at klage over. Hvis Datatilsynet er i tvivl om, hvad klagen omhandler, vil du blive kontaktet enten skriftligt eller telefonisk.
Hvis du alligevel ønsker at anvende et AI-værktøj til at udfærdige en henvendelse til Datatilsynet, anbefaler tilsynet, at du undgår at indtaste fortrolige og følsomme personoplysninger og øvrige oplysninger, der ikke ønskes delt og videregivet til udbyderen af AI-værktøjet eller andre personer.
Mange udbydere giver også mulighed for at fravælge, at der indsamles oplysninger til videre træning af AI-værktøjet. Du bør dog stadig være opmærksom på, at udbyderen i nogle tilfælde alligevel kan indsamle, behandle og videregive oplysninger om personlige forhold.
Det kan b.la. være forårsaget af AI-værktøjets funktionsmåde, hvor udbyderen og/eller udvikleren af værktøjet ikke altid har fuld indsigt i, hvordan AI-værktøjets ”maskinrum” egentligt fungerer og behandler data. Derfor omtales nogle AI-værktøjer som såkaldte sorte bokse.
Vil du vide mere?
Er du i tvivl om, hvordan udbyderen af et AI-værktøj indsamler og behandler oplysninger, kan du læse udbyderens privatlivspolitik eller brugsvilkår.
Du kan også finde en guide til sikker og tryg brug af AI-værktøjer på www.sikkerdigital.dk under Guide: Sikker og tryg brug af kunstige intelligens-værktøjer.