Datatilsynet har truffet afgørelse i en konkret klagesag, hvor en fagforening på vegne af sit medlem klagede over arbejdsgivers videregivelse af personoplysninger – herunder oplysninger om fagforeningsmæssigt tilhørsforhold – til en tredjepart i forbindelse med en arbejdsretligt tvist mellem sagens parter. Af klagen fremgik det, at tredjeparten er beslægtet med arbejdsgiveren og kollega til klager i klagers nuværende stilling.
Datatilsynet fandt i sagen, at videregivelsen skete inden for rammerne af de databeskyttelsesretlige regler.
Datatilsynet fandt i den konkrete sag ikke grundlag for at tilsidesætte arbejdsgivers vurdering af, at videregivelsen af personoplysninger til tredjepart forfulgte en legitim interesse. Tilsynet lagde i sin afgørelse blandt andet vægt på, at arbejdsgiveren havde videregivet oplysningerne til en rådgiver, som havde bistået ansættelsen af klager. Det må således formodes, at vedkommende havde de fornødne forudsætninger for at kunne bistå arbejdsgiveren i den arbejdsretlige sag.
Videregivelse af oplysninger om fagforeningsmæssigt tilhørsforhold
Behandling af følsomme oplysninger – fx oplysninger om fagforeningsmæssigt tilhørsforhold – kan ske, hvis behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.
Det fremgår af sagen, at klager havde bemyndiget sin fagforening til at agere partsrepræsentant i den arbejdsretlige sag, og oplysningerne om det fagforeningsmæssige tilhørsforhold optrådte i relation hertil.
Det er Datatilsynets opfattelse, at oplysninger om partsrepræsentanter – uanset om disse også indeholder oplysninger om fagforeningsmæssigt tilhørsforhold – sædvanligvis må anses som værende relevante at videregive til en eventuel rådgiver, man påtager for at forholde sig til og forsvare sig mod et eventuelt retskrav.
Vil du vide mere?
Læs hele afgørelsen her.
Du kan også læse om behandlingsgrundlag her.