Datatilsynet udgiver løbende vejledninger, der skal hjælpe borgere, virksomheder og myndigheder med at forstå og overholde databeskyttelsesreglerne. Vejledningerne går ofte i dybden med komplekse juridiske spørgsmål og indeholder både regler, undtagelser og konkrete eksempler.
Men vi vil ikke bare udgive vejledninger. Vi vil også gerne have, at de bliver læst og brugt.
Derfor lancerer Datatilsynet nu Kort fortalt – korte udgaver af udvalgte vejledninger, hvor de væsentligste regler og opmærksomhedspunkter er samlet på få sider.
De korte vejledninger skal gøre det nemmere at få et hurtigt overblik over et emne og finde frem til de regler, man skal være særligt opmærksom på. De erstatter ikke de fulde vejledninger, men giver en lettere indgang til dem.
Fire vejledninger er klar
De første fire udgivelser handler om:
- Samtykke
- Håndtering af brud på persondatasikkerheden
- Direkte markedsføring
- Cookies og lignende teknologier
Vejledningerne er bygget op med korte afsnit, konkrete eksempler og tjeklister, der samler de vigtigste opmærksomhedspunkter.
Flere er på vej
De fire vejledninger er de første i rækken. Datatilsynet vil løbende udgive korte versioner af flere vejledninger, så det bliver lettere at orientere sig i databeskyttelsesreglerne.
