Adfærdskodekser og certificeringsordninger

På siden her finder du information og vejledning om adfærdskodekser og certificeringsordninger.

Adfærdskodekser

En adfærdskodeks er et sæt retningslinjer for behandling af personoplysninger, der udarbejdes inden for f.eks. en bestemt branche eller sektor, og som det er frivilligt at tilslutte sig. En adfærdskodeks kan med fordel benyttes til at identificere og løse centrale databeskyttelsesretlige udfordringer, der er sædvanlige inden for den bestemte branche eller sektor.

En adfærdskodeks har til formål at specificere de regler, der følger af databeskyttelseslovgivningen, og give praktiske anvisninger på, hvordan man skal indrette sig for at efterleve reglerne. Det kan f.eks. være ved at fastlægge procedurer, som skal følges ved en bestemt behandling af personoplysninger.

Tilslutning til en adfærdskodeks har en række fordele. Udover at gøre det nemmere at påvise, at databeskyttelsesreglerne overholdes, gør tilslutning til en kodeks det også lettere at overholde reglerne i det daglige arbejde. En adfærdskodeks kan også bidrage til at højne databeskyttelsen for de personer, der behandles oplysninger om, og sikre en større gennemsigtighed omkring behandlingen af personoplysninger.

En adfærdskodeks skal godkendes af Datatilsynet. Det er en forudsætning for, at en kodeks kan godkendes, at den bidrager til en korrekt anvendelse af databeskyttelsesreglerne.

Se en kort video om adfærdskodeks