Datatilsynet modtager rigtig mange brud på persondatasikkerheden, hvor personoplysninger – ofte på trods af, at den dataansvarlige har etableret mere eller mindre robuste retningslinjer, procedurer og tekniske foranstaltninger – utilsigtet er blevet delt med en eller flere forkerte modtagere.
Når uheldet er ude, er det vigtigt, at man rydder grundigt op, hvis personoplysninger er havnet hos uvedkommende. Det indebærer bl.a., at man som udgangspunkt altid skal forsøge at tage kontakt til den eller de utilsigtede modtager(e), og anmode dem om, at de sletter de personoplysninger, som man ved en fejl har delt med dem, herunder også fra eventuelle websider eller lignende, hvor de kan have offentliggjort oplysningerne. På den måde sænker man risikoen for, at den utilsigtede videregivelse af personoplysninger kan medføre konsekvenser for den eller de personer, som oplysningerne omhandler.
Du kan i øvrigt læse mere om, hvad man bør gøre, hvis man utilsigtet har offentliggjort personoplysninger i et tidligere sikkerhedstip her.