Yderligere materiale udsætter afgørelse om Chromebooks

Dato: 13-12-2022

For at få et mere fyldestgørende materiale har Datatilsynet givet kommunerne udsættelse i sagen om brug af Google Workspace i skolerne.

KL har – på vegne af de ca. 50 kommuner, der benytter Google Workspace for Education – oplyst til Datatilsynet, at de vil fremsende yderligere materiale i sagen. Det sker, efter kommunerne i november sendte Datatilsynet et materiale, som skal godtgøre, at brugen af Google Workspace i skolerne er lovlig.

Datatilsynet har på den baggrund forlænget fristen til den 23. januar 2023 til at levere yderligere materiale, og en afgørelse i sagen vil dermed også først falde i det nye år.