Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen udgiver en fælles vejledning

Dato: 15-05-2025

Cookiebekendtgørelsen og databeskyttelsesreglerne gælder ofte sideløbende. Derfor har Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen udarbejdet en fælles vejledning og et tillæg med gode råd, der skal hjælpe organisationer, der anvender cookies eller lignende teknologier, med at overholde reglerne.

Vejledningen ”Brug af cookies og lignende teknologier” henvender sig til ejere og udbydere af f.eks. hjemmesider og apps. Den gennemgår de væsentligste regler i cookiebekendtgørelsen og databeskyttelsesforordningen, og indeholder praktiske råd og eksempler, der skal gøre det lettere at efterleve kravene. Derudover gennemgår vejledningen typiske faldgruber, en organisation bør være opmærksom på.

Cookiebekendtgørelsen stiller krav om samtykke, før cookies placeres eller data indsamles, mens databeskyttelsesreglerne regulerer den videre behandling af personoplysninger. Det kan være vanskeligt at gennemskue, hvornår hvilke regler gælder. Formålet med vejledningen er derfor at skabe en ensartet forståelse af reglerne og lette implementeringen af en lovlig samtykkeløsning.

Vil du vide mere?

Læs vejledningen her.

Læs de gode råd her.

Podcast

Datatilsynet har udgivet en ny podcast om brug af cookies og lignende teknologier, hvor både en repræsentant fra Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen medvirker - den kan du finde her.