Datatilsynet har som led i sine planlagte tilsynsaktiviteter for 2025 ført tilsyn med Gebr. Heinemann Retail, der driver TAX FREE-butikkerne i Københavns Lufthavn. Tilsynet fokuserede på behandling af personoplysninger ved scanning af kunders boardingkort, som kræves ved alle køb i Københavns Lufthavn.
Sagen er blevet behandlet i Datarådet.
Ingen rimelige mindre indgribende alternativer
Når en kundes boardingkort bliver scannet i en af lufthavnens TAX FREE-butikker, indsamler Gebr. Heinemann Retail oplysninger om kundens afgangs- og destinationslufthavn samt flynummer. Oplysningerne indsamles for at kunne bestemme og dokumentere, om kunden eksporterer varer ud af EU, og dermed om salget er told- og afgiftsfritaget.
Da det ikke er muligt kun at scanne dele af de informationer, som fremgår af boardingkortet, indsamler Gebr. Heinemann Retail også oplysninger om kundens fulde navn og sædenummer. Disse oplysninger anonymiseres straks efter scanning af boardingkortet.
Gebr. Heinemann Retail har oplyst, at behandlingen af personoplysninger sker på baggrund af interesseafvejningsreglen, og at hensynet til den registrerede ikke går forud for virksomhedens legitime interesse i hurtigt og pålideligt at bestemme og dokumentere et salgs afgiftsmæssige status.
Gebr. Heinemann Retail har endvidere anført, at der efter virksomhedens opfattelse ikke findes et rimeligt og mindre indgribende alternativ til den nuværende scanningsprocedure.
Datatilsynets vurdering
Efter sagen har været behandlet i Datarådet, finder Datatilsynet ikke grundlag for at tilsidesætte Gebr. Heinemann Retails vurdering.
Tilsynet har bl.a. lagt vægt på karakteren af de oplysninger, der indsamles om kunden i forbindelse med scanningen af boardingkortet, og at virksomheden har truffet relevante tekniske foranstaltninger i form af anonymisering af oplysningerne.
Tilsynet har endvidere lagt vægt på, at manglende refusion af betalte told og afgifter kan indebære et betydeligt og direkte økonomisk tab for Gebr. Heinemann Retail.
Øget gennemsigtighed og oplysning
Efter Datatilsynet indledte sit tilsyn, har Gebr. Heinemann Retail af egen drift foretaget en gennemgribende revidering af sin privatlivspolitik og opsat skiltning i TAX FREE-butikkerne i Københavns Lufthavn, så kunderne nu har adgang til information om behandlingen af deres oplysninger ved scanning af deres boardingkort i butikkerne.
Datatilsynet har samlet sine generelle observationer og bemærkninger til Gebr. Heinemann Retail i et afsluttende brev.
