Hvem kan ansøge om at deltage i sandkassen, og hvordan ansøger I?
Sandkassen er målrettet virksomheder og myndigheder, der udvikler eller anvender AI-løsninger, hvor der behandles personoplysninger og/eller som er omfattet af AI-forordningen.
Alle typer virksomheder, myndigheder og andre organisationer kan ansøge om at deltage i et sandkasseforløb. Det er også muligt at ansøge i samarbejde med andre aktører.
Det er vigtigt, at projektet er tilstrækkeligt modent til, at der er identificeret konkrete regulatoriske udfordringer, og at der er gjort indledende overvejelser om mulige løsninger.
Deltagelse forudsætter, at der afsættes tilstrækkelig tid og ressourcer til både møder og det løbende arbejde mellem møderne. Det indebærer bl.a., at samtlige projektdeltagere deltager i møderne og afsætter tid til at drive arbejdet fremad, herunder har tilstrækkelig tid til forberedelse.
Hvad er ansøgningskriterierne?
For at komme i betragtning til et forløb i sandkassen, skal AI-projektet leve op til en række ansøgningskriterier:
1) Have relevans for det danske samfund
Projektet skal falde inden for Datatilsynets og Digitaliseringsstyrelsens myndighedsområde. Det betyder, at projektet skal være omfattet af myndighedernes ansvarsområde. Det er f.eks. tilfældet, når ansøger er en dansk offentlig myndighed, organisationen er etableret i Danmark, eller når AI-projektet har til formål at bringe AI-løsningen på markedet i Danmark.
Ved tvivl kan der rettes henvendelse til:
sandkasse@datatilsynet.dk og sandkasse@digst.dk.
2) Involvere brug af AI
AI-projektet skal omfatte konkret udvikling eller anvendelse af et ”AI-system” i overensstemmelse med definitionen i AI-forordningen:
Et AI-system defineres som ”et maskinbaseret system, som er udformet med henblik på at fungere med en varierende grad af autonomi, og som efter idriftsættelsen kan udvise en tilpasningsevne, og som til eksplicitte eller implicitte mål af det input, det modtager, udleder, hvordan det kan generere output såsom forudsigelser, indhold, anbefalinger eller beslutninger, som kan påvirke fysiske eller virtuelle miljøer.”
Hvis der er tvivl om, hvorvidt et projekt skal anses som et AI-system, kan Digitaliseringsstyrelsen kontaktes for nærmere afklaring: sandkasse@digst.dk.
3) Være omfattet af AI-forordningen og/eller indebære behandling af personoplysninger
Med AI-forordningen er der fastsat regler for udvikling og anvendelse af AI-systemer og AI-modeller til almen brug. Kravene i forordningen retter sig mod hele AI-værdikæden. Det er dog særligt udbydere og idriftsættere af AI-løsninger, der udgør en høj risiko for borgeres sundhed, sikkerhed og grundlæggende rettigheder, som er underlagt en række forpligtelser.
Kravene i GDPR er derimod kun relevante, hvis udviklingen og/eller anvendelsen af AI indebærer behandling af personoplysninger.
Projektforløbet kan tilpasses de krav, der er relevante for den konkrete løsning – eksempelvis hvis det alene er risikoklassificering efter AI-forordningen, der er relevant.
4) Omfatte udbydere eller potentielle udbydere
Den regulatoriske sandkasse er efter AI-forordningen målrettet udbydere eller potentielle udbydere af AI-systemer. Det er derfor en forudsætning, at ansøger kan redegøre for, at vedkommende forventes at være eller blive udbyder af den AI-løsning, der indgår i projektet (f.eks. leverandøren af AI-systemet).
Ved udbyder forstås ”en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed, et agentur eller et andet organ, der udvikler eller får udviklet et AI-system eller en AI-model til almen brug og bringer dem i omsætning eller ibrugtager AI-systemet under eget navn eller varemærke, enten mod betaling eller gratis.”
Hvis ansøger ikke er – eller forventes at blive – udbyder (fx ved integration af en eksisterende løsning i organisationen), kan der ansøges i samarbejde med den relevante udbyder, såsom leverandøren af AI-systemet.
Ved tvivl kan Digitaliseringsstyrelsen kontaktes for nærmere afklaring:
sandkasse@digst.dk
Hvordan ansøger I?
Hvis ansøgningskriterierne er opfyldt, er det muligt at ansøge om deltagelse i et sandkasseforløb. Ansøgning indsendes ved udfyldelse af ansøgningsskemaet, som kan findes her.
Det udfyldte ansøgningsskema sendes til sandkasse@datatilsynet.dk og sandkasse@digst.dk inden ansøgningsfristens udløb.
Fristen for denne ansøgningsrunde er den 1. maj 2026.
Når ansøgningsfristen er udløbet, vurderes de indkomne ansøgninger. Det er en forudsætning, at ansøgningerne vedrører udvikling eller anvendelse af AI-løsninger, og at der er identificeret udfordringer i forhold til gældende regulatoriske krav.