Regulatorisk sandkasse for AI

Relevant ekspertise og vejledning i GDPR ved udvikling eller anvendelse af AI-løsninger.

Ansøgning om deltagelse i sandkassen

Har I et AI-projekt med regulatoriske udfordringer? Så kan I ansøge om at deltage i AI-sandkassen senest den 1. maj 2026.

Find ansøgningsskemaet her

Sandkassen er etableret i samarbejde med

Hvordan vurderes og udvælges ansøgninger?

Ansøgninger vurderes ud fra følgende kriterier:

1) Samfundsbetydning

AI-projektet skal have potentiale til at få betydning for samfundet eller for individer, f.eks. ved at føre til løsninger, der er bedre, mere effektive eller af højere kvalitet.

Det skal være sandsynligt, at projektet kan få en bredere samfundsmæssig relevans. Vurderingen kan bl.a. tage udgangspunkt i, hvorvidt og hvordan AI-projektet påvirker større eller mindre dele af samfundet. 

Hvis et projekt kun berører en mindre gruppe og kun i begrænset omfang, vil samfundsbetydningen som udgangspunkt være begrænset. Hvis projektet derimod retter sig mod en mindre gruppe, men har væsentlig betydning for disse – f.eks. ved at bidrage til bedre diagnosticering af en sjælden og alvorlig sygdom – vil der kunne være tale om betydelig samfundsmæssig relevans.

Samfundsbetydning kan også foreligge, hvor et projekt berører en bred del af samfundet, selv om den konkrete effekt for den enkelte er begrænset.

Kriteriet fortolkes bredt, og der prioriteres ikke mellem forskellige typer af samfundsmæssig gevinst. Effektiviseringer og besparelser kan således også i sig selv udgøre samfundsbetydning.

2) Innovation

Der lægges vægt på, at AI-projektet er nyskabende og udfordrer etablerede processer eller den gængse måde at løse opgaver på – både i det offentlige og i det private.

AI-projekter behøver ikke at adressere helt nye opgaver eller målsætninger. Der kan også være tale om nye og mere effektive måder at løse eksisterende problemstillinger på.

3) Potentiale for udbytte af et sandkasseforløb

AI-projektet skal være nået til et stadie, hvor det er muligt og relevant at indgå i dialog om de krav, der er afgørende for projektets videre udvikling og eventuelle implementering. Det forudsætter bl.a., at der er identificeret konkrete regulatoriske udfordringer, som ønskes afklaret, og at projektet er tilstrækkeligt beskrevet til, at der kan gives målrettet vejledning.

Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen lægger derudover vægt på, at de nødvendige faglige kompetencer og ressourcer er til stede hos deltagerne, så sandkasseforløbet kan gennemføres på en hensigtsmæssig måde.

I vurderingen indgår også, om hvorvidt behovet for vejledning ligger inden for rammerne af det, der kan behandles i sandkassen.

4) Modenhed og økonomisk realiserbarhed

Der lægges vægt på, at AI-projektet er tilstrækkeligt modent og ikke befinder sig i en ren idéfase. Projektet skal være så konkretiseret, at der foreligger en klar beskrivelse af løsningens formål, funktion og anvendelse, og at der kan tages stilling til de relevante regulatoriske spørgsmål.

Det er samtidig vigtigt, at projektet er tilstrækkeligt stabilt, så der ikke sker væsentlige ændringer undervejs i forløbet, som påvirker grundlaget for vejledningen. Det forudsætter, at der foreligger en forholdsvis klar plan for projektets forventede resultat.

Det indgår endvidere i vurderingen, om AI-projektet er økonomisk realiserbart. Det er afgørende, at projektet kan gennemføres uden at mangle ressourcer undervejs eller kort efter forløbet.

5) Andre aktørers udbytte

Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen lægger vægt på, at projektet har potentiale for, at andre aktører kan drage nytte af de regulatoriske problemstillinger, der behandles i sandkasseforløbet.

Hvordan udvælges ansøgere?

Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen vurderer ansøgningerne på baggrund af de ovennævnte udvælgelseskriterier og udvælger en række ansøgere, som indkaldes til et møde med henblik på nærmere afklaring.

De udvalgte ansøgere kan i den forbindelse blive bedt om at fremsende supplerende oplysninger eller forberede en præsentation til mødet.

På baggrund af de afholdte afklaringsmøder udvælges de ansøgere, der tilbydes et sandkasseforløb.