Journalnummer: 2009-216-0164
1.1. Datatilsynet traf den 27. juli 2010 afgørelse i Deres klagesag vedrørende Jydsk Håndbold Forbunds (JHF) offentliggørelse af karantænelister på internettet.
1.2. Sagen opstod på baggrund af, at De rettede henvendelse til Datatilsynet og klagede over, at JHF på forbundets hjemmeside havde offentliggjort karantæneoplysninger om Dem uden samtykke, herunder oplysninger om begrundelsen for idømmelsen af karantæne ved håndboldkampe (”forseelsen karakter”), i sammenhæng med oplysninger om personnavn og klubnavn.I afgørelsen udtalte Datatilsynet overordnet følgende:
• Selve oplysningen om, at De var idømt karantæne kunne offentliggøres på internettet, jf. persondatalovens § 6,
stk. 1, nr. 7.
• Offentliggørelsen af forseelsens karakter kan ikke offentliggøres i medfør af persondatalovens § 6,
stk. 1, nr. 7.
2.1. Ved e-post af 17. december 2010 har Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og Dansk Håndbold Forbund (DHF) rettet henvendelse til Datatilsynet og anmodet om genoptagelse af sagen.
2.2. DIF og DHF har som begrundelse herfor anført følgende fire argumenter, som foreningerne mener, ikke er inddraget i forbindelse med Datatilsynets vurdering af sagen:
”1. Det er hjerteblod for DIF og særligt for de 61 specialforbund under DIF, at Datatilsynet ikke griber ind i den mangeårige anerkendte praksis, hvorefter der er offentlighed og gennemsigtighed i organisationens regelanvendelse. Nærværende sag er ikke specifik for håndbold, men vil omfatte samtlige andre specialforbund lige fra Dansk Boldspil Union over Danmarks Ishockey Union til Danmarks Bokse-Union. Det vil af specialforbundene givetvis blive opfattet som ganske indgribende og føre til højlydte kommentarer, såfremt tilsynets første vurdering opretholdes.
2. Der er efter DIFs erfaring en nærliggende risiko for, at hemmeligholdelse af forseelses-spørgsmålet vil skabe myter, baseret på faktuelt forkerte forhold. Offentliggørelse derimod skaber klarhed. DIF har tilsvarende understreget vigtigheden heraf i drøftelserne med Datatilsynet om offentliggørelse i dopingsager.
3. Der udøves en udstrakt grad af selvkontrol i idrætten, herunder f.eks. af, hvorvidt en proklameret dommerlinje følges, eller af, om en erklæret praksisændring i forhold til risikomomenter i en given idrætsgren implementeres. Denne selvkontrol kan ikke – til skade for idrættens udøvere – gennemføres, hvis det samlede sæt karantæneoplysninger ikke er tilgængelige.
4. Karantæner har i årevis været ikendt og offentliggjort i stor målestok. Det har endnu aldrig ført til en eneste klage over, at forseelsen, karantænens årsag, offentliggøres; heller ikke klagen fra X drejede sig om dette forhold. Det må således anses for helt almindelig anerkendt blandt udøverne, at en sådan offentliggørelse hører med til idrættens væsen. I øvrigt ikendes karantæner selvsagt ikke arbitrært, og karantænekendelser er undergivet ankeadgang i idrættens retssystem, i sidste instans til DIF’s appeludvalg med højesteretsdommer Poul Dahl Jensen som formand.”
2.3. Ved e-post af 19. januar 2011 er De fremkommet med bemærkninger til DIF’s og DHF’s anmodning om genoptagelse.
De har anført, at det ikke fremgår tydeligt af foreningernes anmodning om genoptagelse, i hvilket omfang der ønskes genoptagelse.
De har endvidere anført, at De – hvis anmodningen om genoptagelse alene omfatter spørgsmålet om offentliggørelse af karantæneårsagen i karantæneperioden – er enig med Datatilsynet i, at dette ikke bør ske, men at det afgørende efter Deres opfattelse er, at offentliggørelsen ikke bibeholdes efter karantæneperiodens udløb.
De har endvidere anført, at foreningerne kan opnå den ønskede åbenhed og mulighed for kendskab til praksis ved anonymiseret offentliggørelse efter karantæneperiodens udløb.
De har oplyst, at JFH fortsat offentliggør karantænelister på foreningens hjemmeside efter karantænens udløb dog uden angivelse af årsag. De mener, at dette i strid med tilsynets afgørelse er sket i gentagne tilfælde på trods af løfter om det modsatte fra JHF.
De har endelig anført, at De er bekendt med én yderligere klage over præcis samme spørgsmål, som omhandlet i denne sag, hvor en anden person på sit job er blevet konfronteret med indholdet af en karantæneliste. Dette aktualiserer efter Deres opfattelse spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at der sker offentliggørelse/offentliggørelsen bibeholdes.
3.1. Datatilsynet skal – efter at sagen har været behandlet på et møde i Datarådet – udtale følgende:
3.2. I sin afgørelse af 27. juli 2010 konkluderede Datatilsynet for så vidt angår spørgsmålet om offentliggørelse af forseelsens karakter:
” For så vidt angår oplysninger om forseelsens karakter er det Datatilsynets opfattelse, at disse oplysninger ikke kan offentliggøres i medfør af § 6, stk. 1, nr. 7.
Datatilsynet har herved lagt vægt på, at det følger af persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7, at behandling af oplysninger kun må finde sted, hvis den er nødvendig af hensyn til forfølgelse af en berettiget interesse, samt på proportionalitetsprincippet i persondatalovens § 5, stk. 3, hvorefter behandling af oplysninger ikke må gå videre end, hvad der kræves til opfyldelse af de formål, som den dataansvarlige er berettiget til at forfølge.
Det er således Datatilsynets opfattelse, at det af DHF og DIF oplyste om offentliggørelsens præventive formål og muligheden for at føre regnskab med/gentagelsesvirkning af karantæner, kan opnås ved den under punkt 3.4. beskrevne mulighed for at offentliggøre oplysninger om, at en konkret håndboldspiller er idømt karantæne.
Hensynet til offentliggørelsens præventive formål og muligheden for at føre regnskab med karantæner kan således efter Datatilsynets opfattelse opnås gennem mindre indgribende midler end offentliggørelse på internettet.
Datatilsynet skal i den forbindelse endvidere bemærke, at de enkelte udøvere må kunne orientere sig på andre måder i idrættens retspraksis end ved, at der skal ske offentliggørelse af personoplysninger.
En sådan egenkontrol må således kunne ske ved f.eks. at sammenholde karantæneoplysninger med et udfyldt holdkort eller lignende.”
3.3. Datatilsynet har på baggrund af henvendelsen fra DIF og DHF besluttet at genoptage sagen og ændre sin afgørelse for så vidt angår det omtalte spørgsmål. Datatilsynet finder således efter en fornyet vurdering, at oplysninger om forseelsens karakter i forbindelse med karantæne kan offentliggøres efter persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 7, så længe karantænen løber, under forudsætning af, at der ikke offentliggøres følsomme oplysninger i forbindelse hermed.
Datatilsynet har herved bl.a. lagt vægt på de anførte hensyn til at kunne administrere de idømte karantæner på en effektiv måde i forbindelse med afvikling af sportskampe og på behovet for gennemsigtighed på området, som der har været tradition for at tilgodese ved en høj grad af åbenhed om idømte karantæner.
Datatilsynet har endvidere lagt vægt på, at offentliggørelse af karantæner, herunder oplysninger om forseelsens karakter, synes at være almindeligt accepteret i praksis.
Datatilsynet må forbeholde sig sin konkrete stillingtagen, hvis der senere, f.eks. i forbindelse med en klagesag, skulle blive rejst spørgsmål om offentliggørelse af oplysninger i forbindelse med idømte karantæner.
4. På baggrund af Deres oplysning om, at der fortsat skulle ske offentliggørelse af karantæner efter deres udløb, har Datatilsynet anmodet DIF og DHF om bekræftelse på, at karantæner – i overensstemmelse med det, som er oplyst af DHF ved e-post af 23. februar 2010 – slettes fra internettet, når karantænen ikke længere er gældende.